Generalforsamling

Bestyrelsens beretning - Generalforsamlingen, den 16. marts 2019


I 2018 har klubben gennemført 2 klub-arrangementer og supporteret Fiskefestivalen i august ved levering af musikalsk underholdning i gaden.

 

  1. Ved årets første arrangement, frokostjazzen i marts, underholdt det 6 mand store ”Second Line Jazzband” fra Gøteborg de ca. 70 gæster med velspillet traditionel jazzmusik. En fantastisk eftermiddag med høj stemning og stor glæde blandt deltagerne, der oplevede et særdeles festligt band i international topklasse. Økonomisk set gav arrangementet desværre underskud.

 

  1. Ligesom sidste år sponsorerede klubben i august årets Fiskefestival, med både musik gennem gaden og underholdende jazzmusik fra trailerscenen ved ”Den grønne Plads”. 7 mand fra ”East Harbour Jazzband” alle bosiddende i det Nordjyske leverede 3 timers humørfyldt underholdning med de fleste kendte jazznumre, som virkelig samlede tilhørere til et forlænget ophold i gaden.

 

  1. Også i år arrangerede klubben 5. juledags bal på Kroen, hvilket dog blev afholdt på den 4. juledag, da denne ændring gav muligheden for at få besøg af Københavnerbandet ”TRIBUTE TO PAPA BUE” bestående af 6 rutinerede jazzmusikere, der alle havde spillet med i ”Papa Bues Viking Jazzband” og nu gennem koncerter hyldede den legendariske Papa Bue. En rosende omtalt lækker 3-retters aftenmenu blev serveret og efterfølgende spillede bandet op til dans. Gæsterne havde æren, at indvi Hotel Hirtshals spritnye lysende dansegulv. Et vellykket arrangement med ca. 115 gæster, der med stor begejstring kunne lytte og danse til genkendelige melodier fra Papa Bues historiske repertoire. Økonomien kunne denne gang lige hænge sammen. Festlokalet var smukt julepyntet med god hjælp fra et par af bestyrelsesmedlemmernes fruer

 

Uden den positive og velvillige opbakning fra klubbens årssponsorer og kontingentindtægten fra medlemmerne, som tilsammen er garanten for at klubben kan tåle enkelte arrangementer med underskud, ville klubbens økonomi og årsresultat ikke kunne hænge sammen. Klubben afslutter regnskabet for 2018 med et pænt overskud.  Ved udgangen af 2018 tæller medlemslisten 90 medlemmer og bestyrelsen håber, at de nuværende medlemmer sammen med nytilkomne vil kunne holde liv i klubben.

 

Vi i klubbens bestyrelse mener fortsat, at klubben bidrager i positiv forstand til byens kulturliv med gode musikoplevelser til gavn og glæde for jazzinteresserede og festglade borgere i Hirtshals og omegn. Vi må dog desværre erkende – at det er vanskeligt, at finde deltagere nok til at arrangementerne økonomisk set kan bære sig selv, uden at der skal skaffes sponsorater. Bestyrelsen er indstillet på vurdere alternative måder at gennemføre fremtidige arrangementer på, og ad den vej vurdere om klubben kan fortsætte sit fremtidige virke eller lukke ned, når formuen er opbrugt.

Tak til medlemmer og bestyrelse for opbakning i det forløbne år.

 

Hirtshals, den 16. marts 2019 – bestyrelsen

Uddrag af protokol fra generalforsamlingen

... er på vej fra dirigenten


JAZZ i HIRTSHALS      Livsglad underholdning - swingende jazz for publikum i alle aldre - vær med, bliv medlem